Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råds årsrapport 2025

Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råds årsrapport 2025 redegør for det forgangne år. Rådet præsenterer en læsning af forsknings- og innovationspolitikken i 2025, forslag til hvad der kan indgå i nyt regeringsgrundlag, og en oversigt over rådets aktiviteter og centrale temaer i årets arbejde.

Publiceringsdato: marts 2026

ISBN web: 978-87-93807-87-7

ISSN til web 2445-5776

Udgiver: Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd

Publikationsår: 2026

 

I sin årsrapport for 2025 ser Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFIR) tilbage på et år præget af markante forandringer i dansk og international forsknings- og innovationspolitik. Internationalt har året været præget af øgede geopolitiske spændinger, diskussioner om Danmarks og Europas konkurrenceevne og internationalt forskningssamarbejde. Samtidig har den hastige udvikling inden for generativ kunstig intelligens sat nye rammer for forskningsprocesser, publiceringsformer og forskningsinfrastruktur.

På den nationale scene vil 2025 særligt blive husket for vedtagelsen af de flerårige aftaler om forskning og innovation for 2026-2029. Aftalerne markerer et nybrud i dansk forsknings- og innovationspolitik ved at sikre mere langsigtede bevillinger, styrke institutionernes basisbevillinger og afsætte midler til at understøtte innovationsindsatsen. Samtidig har regeringens arbejde med at styrke viden- og teknologioverførsel sat fokus på, hvordan forskningsbaseret viden i højere grad kan omsættes til innovation og samfundsmæssig værdi.

Derudover peger DFIR i årsrapporten på en række centrale opgaver for den kommende regering, herunder en tydelig ambition for de offentlige forskningsinvesteringer, stillingtagen til om modregning af EU-hjemtag, bedre rammer for erhvervslivets forskning og innovation, en stærkere forsknings- og innovationspolitik på velfærdsområderne og styrket videnskabelig rådgivning i den politiske beslutningsproces.

I løbet af året har DFIR arbejdet med en række centrale forsknings- og innovationspolitiske temaer, herunder styring af universiteterne, ph.d.-uddannelsen, forskningsinformeret velfærdsinnovation i kommunerne, kønsdiversitet i forskningen, innovationspolitik og kunstig intelligens. Rådet har samtidig været aktivt engageret i internationale netværk og været medvært for en konference om videnskabsdiplomati.

Årsrapporten redegør for rådets øvrige aktiviteter i 2025, herunder internationale samarbejder og interne udviklingsinitiativer, samt giver et indblik i de forsknings- og innovationspolitiske dagsordener, der forventes at præge de kommende år.

Hent publikation (pdf)