Aftalerne om forskningsreserven 2026–2029 danner grundlag for strategiske investeringer med flerårige FoI-prioriteringer inden for kritiske teknologier, grøn omstilling og life science. Fondene bør sætte retning for og styre investeringerne gennem konkrete strategier i dialog med FoI-miljøerne.
De flerårige midler i aftalerne om forskningsreserven 2026–2029 kan styrke Danmarks sikkerhed, autonomi og styrkepositioner – ikke mindst danske FoI-miljøers internationale positionering inden for fremtidens teknologier. Det forudsætter dog, at midlerne udmøntes efter en konkretisering af den strategiske retning.
Innovationsfonden, der skal udmønte lidt over halvdelen af de flerårige midler, kan med fordel udvikle konkrete investeringsstrategier i tæt dialog med FoI-miljøerne - frem for åbne opslag inden for aftaleteksten. Det kan understøtte en målrettet opbygning af forskningskapacitet, infrastruktur og samarbejder over tid.
DFIR fremhæver, at Innovationsfonden kan bygge videre på egne erfaringer med udviklingen af roadmaps for de grønne missioner, men også lade sig inspirere af internationale modeller for strategisk fremsyn, fx fra Business Finland. Her kobles scenarier for den internationale teknologiske udvikling og nationale FoI-miljøers positioneringsmuligheder tæt til udmøntningen af midler og porteføljestyring.
En tæt kobling mellem strategisk fremsyn og investeringer kan styrke beslutningsgrundlaget for danske FoI-investeringer, bidrage til fælles retning og forventningsafstemning samt fremme etableringen af partnerskaber og netværk på tværs af FoI-miljøer og sektorer. Samtidig kan en løbende dialog og opdatering af strategier sikre større agilitet, så investeringerne kan tilpasses den teknologiske udvikling og ændrede politiske eller samfundsmæssige behov.
DFIR vurderer, at sådanne systematiske og strategisk forankrede processer på sigt også kan bidrage til større transparens i prioriteringerne og reducere risikoen for fragmentering og særinteresser i udmøntningen af forskningsreserven. Tilgangen kan også anvendes i udviklingen og opdateringen af Danmarks sektorstrategier, herunder fx i en strategi for dansk forsvarsindustri. Endelig peger DFIR på, at processen med fordel kan komplementeres med en styrket koordinering af universiteternes FoI-aktiviteter efter nederlandsk forbillede, som DFIR tidligere har foreslået.